Ingen bygninger er fuldstændig bæredygtige

Vi er meget bevidste om, at ingen bygning i dag kan bygges og drives uden at sætte et aftryk på planeten, dvs. inden for de planetære grænser og definitionen på ægte bæredygtighed.

Samtidig kan vi heller ikke undgå at bygge nye ejendomme. Der er et stort og stigende behov for boliger i og omkring København.

Som erfarne ejendomsfolk, arkitekter og ingeniører, med en dyb passion for bæredygtighed, tror vi dog det er muligt at nå de planetære grænser, og vi har sat os for at nå dette mål gennem Home.Earth.

Næsten nul CO2-udledning fra varme og køling

Ejendommen på 12.500 m² er udstyret med et avanceret energisystem leveret af danske Energy Machines. Systemet kombinerer varmepumper, geotermisk energilagring gennem fundamentpæle, solceller samt intelligent energistyring og -planlægning.

Næsten nul CO₂-udledning: Ved opvarmning og køling opnås næsten 100% reduktion i CO₂-udledning sammenlignet med traditionelle løsninger, herunder fjernvarme.

80% energibesparelser: Systemet bruger 80% mindre energi til opvarmning og køling end konventionelle systemer.

Selvforsynende strøm 35% af året: I et gennemsnitligt solår leverer solcelleanlægget al den nødvendige elektricitet til opvarmning og køling i ca. 128 dage (35% af året).

Overskydende elproduktion: Når anlægget er i drift, producerer solcellerne mere elektricitet end der kræves til opvarmning og køling, hvilket kan anvendes til andre behov i ejendommen.

Uafhængig af fjernenergi: Det integrerede geotermiske system dækker hele ejendommens behov for varme (900 MWh) og køling (200 MWh) uden tilslutning til fjernvarme eller andre fjernenergi-leverandører.

Klimapåvirkning

Home.Earth Nærheden er designet til at reducere både dit og bygningens CO2-aftryk markant.  Nærheden-projektet har sat en ambitiøs retning med en gennemsnitlig CO2 udledning på kun 4,7 kg CO2 pr. m² om året – som er det laveste nogensinde målt for et større dansk etagebyggeri, og mere end 60% lavere udledning end de lovmæssige krav i Danmark.  

Dette lave aftryk er opnået gennem omfattende brug af træ og andre naturlige byggematerialer, generel reduktion af materialeforbrug, og en optimeret byggeproces - hvor vi bygger meget af ejendommen som moduler på fabrik i Jylland, hvilket minimerer spild og affald, og giver en højere kvalitet.

Grafen illustrerer en sammenligning mellem klimakravene i det danske bygningsreglement, og en "oversat planetære grænse", som vi har udviklet i forbindelse med udgivelsen af "Doughnut for Urban Development".

Klimaaftryk per person

For at reducere klimaaftrykket har vi designet boligerne som kompakte lejligheder med et gennemsnit på 27 m2 pr. beboer.  

Dette betyder, at du som lejer i Home.Earth Nærheden, baseret på en fuld livscyklus beregning, udleder ca. 127 kg CO2 årligt for både driften og opførsel af byggeriet – til sammenligning koster en rejse tur/retur til New York fra København ca. 920 kg CO2 på klimakontoen.  

En anden måde at se det på er, at et almindeligt nybyggeri der opfylder de nuværende lovkrav med et CO₂-udslip på 12 kg pr. m² LCA og tilbyder 59 m² bolig pr. person svarer til, at vi bruger ressourcer, som om vi havde 12 jordkloder til rådighed.  

I vores ejendom i Nærheden reducerer vi forbruget til kun to jordkloder. Det er stadig for meget, men et stort skridt i den rigtige retning, og vi arbejder målrettet mod at nå kun én jordklode.

Grafen viser antallet af jordkloder, der kræves for at understøtte vores klimaaftryk sammenlignet med de planetære grænser og "Sufficiency"-metoden fra "Doughnut for Urban Development".

Biodiversitetsstrategi

I udeområderne omkring ejendommen arbejder vi ud fra principperne om Biodiversity Net Gain, en tilgang til byudvikling formuleret i England og indført som krav i London fra 2021.

Metoden indebærer en kortlægning af den eksisterende biodiversitet på byggegrunden, før man bygger og derefter etablering af en landskabsplan, der garanterer en målbar forbedring af biodiversiteten tre år efter byggeriets afslutning.  

Dette sikrer et grønt, frodigt og vildt landskab omkring ejendommen til glæder for både den lokale fauna og beboerne. En naturregistrering foretaget af en biolog har dannet grundlag for landskabsdesign mellem bygningerne. Dette dokumenterer, at lokal biodiversitet styrkes med det nye byggeri.

Energiforbrug

Med et energiforbrug på kun 8 kWh/m² bruger bygningen ca. 70 % mindre energi end A2020-kravet og imponerende 95 % mindre energi end gennemsnittet for eksisterende etageejendomme i Danmark.

Denne effektivitet skyldes en kombination af optimal termisk ydeevne og avancerede energisystemer, der minimerer energiforbruget til elektricitet, varmt vand, opvarmning og køling i erhvervsenheder.